Del siden

Historie


Maine Coon er den katterace, der er registreret flest af i Dansk Katte Register, så den er altså en meget populær racekat i Danmark. Racen, som først kom til Danmark i 1984, stammer givetvis oprindelig fra Europa, men er blevet bragt til det nordamerikanske kontinent med immigranterne og handelsfolk, som brugte Maine Coon kattene til at holde deres handelsskibe fri for rotter og mus.

Katten har derefter udviklet sig under barske betingelser i området New England, hvor blandt andet staten Maine ligger, og hvorfra racens navn stammer. Coon stammer fra Racoon, altså vaskebjørn. Kampen for overlevelse medførte, at kun de største og mest robuste individer overlevede som en effekt af naturlig selektion. Det har medvirket til, at det er en af de største katteracer i verden i dag.

Udseende

Katten er muskuløs med en bred brystkasse. Kroppen er lang, men dog er helhedsindtrykket, at den er rektangulær. Hovedet er middelbredt med høje kindben. Øjne er store, og ørerne har duske af hår (de såkaldte tufser). Halen skal gerne være lang og gå mindst op til skulderbladene. 

Katten er semi-langhåret og har en tæt, silkeblød pels, som er meget modstandsdygtig over for vådt vejr. Hos Maine Coon racen er en krave ønskelig. Farverne sort, rød, blå, creme er tilladt både med og uden mønster med hvidt og sølv. Pelsen er nem at holde, men ejeren bør børste sin kat dagligt.

Katten er flere år om at nå sin fulde størrelse, og man regner ikke en Maine Coon kat for at være udvokset, før den er 4 år. Hannen vejer normalt fra 5,5-8,5 kg, og hunnerne vejer fra 4,5-7 kg. Det er ikke unormalt at se hankatte på 10-14 kg.

Temperament

Trods sin store størrelse er racen både hurtig og meget legesyg. Det er en meget social kat, som knytter sig tæt og kærligt til sin familie. Den kan ofte gå fint i spænd med andre dyrearter som hunde og kaniner.

Man kan nogle gange komme lidt i tvivl om, hvorvidt det er en rigtig kat, da dens sociale adfærd minder lidt om en hunds. Katten kan holdes inde, men den trives så absolut bedst med at kunne komme ud.

Katten er meget social og god til børn.

Sygdom og sundhed

Generelt må racen betegnes som en robust race. Man har dog set en øget forekomst af nogle specifikke arvelige sygdomme hos racen.

Hypertrofisk Kardiomyopati (HCM)
Hypertrofisk Kardiomyopati (HCM) er relateret til hjertet og bevirker, at hjertemuskulaturen vokser i tykkelse. Dette ændrer den dynamiske funktion af hjertet, og det kan i værste tilfælde medføre akut død selv hos helt unge katte. Tilfælde af HCM er ikke hyppige i disse år. Katten kan testes for sygdommen via gentest (DNA-test), og mange vælger også at få deres katte scannet.

Pyruvate Kinase Deficiency (PK def)


hvilket er en arvelig form for anæmi, dvs. en sygdom i blodet. Ofte opdages sygdommen først, når katten når op i en vis alder (+8 år), medmindre der er tale om et aggressivt forløb. Dette er desværre lidt sent, da kattene kan have nået at sætte afkom i verden. Sygdommen vil med tiden kunne avles ud af racen ved udelukkelse af DNA-positive katte og med omtanke ved brug af heterozygote katte. Dette er katte, som bærer et sygt gen fra den ene af forældrene, men som er klinisk raske.

Maine Coon katte testes også for

Spinal Musculær Atrophy (SMA)
Mange opdrættere tester også for SMA, en form for muskelsvind. Lidelsen viser sig ved, at katten i 3-4 måneders alderen får en unormal gangart, hvor bagbenene slingrer. En kat med SMA har tilsyneladende ingen smerter og kan leve et nogenlunde normalt liv som indekat.

Sygdommen nedarves autosomalt recessivt, så ved udelukkelse af positive katte, der er positive på DNA-test, og omtanke ved brug af heterozygote katte kan sygdommen med tiden avles ud af racen. SMA er ikke en sygdom, som der ses mange tilfælde af.

Hofteproblemer
Problemer med hofterne (hofteledsdysplasi) får en del opdrættere til at få røntgenundersøgt de katte, som avles på.